Slip kreativiteten løs – køb hvid maling

hvid maling
carolinesillesen

Ja, du læste overskriften rigtigt. Mange forbinder muligvis hvidt i boligindretning med kedelig, steril indretning og, ja, mangel på personlighed – men sådan behøver det overhovedet ikke være. F.eks er det netop de store, hvide vægges anonymitet og alsidighed, jeg ser som deres styrke: De fungerer som et blankt lærred, træder tilbage og lader selv dine mest outrerede, abstrakte møbler og kunstværker tage sig skarpe og stilrene ud – uden at det visuelle udtryk bliver for meget og ser rodet, mørkt eller trængt ud.

Så hvad venter du på? Skynd dig ud og køb noget billig hvid maling og giv dig selv frirum til at eksperimentere med unikke former, teksturer og materialer i din hjemmeindretning – og læs med nedenfor, hvis du vil have lidt mere inspiration til, hvordan du kan bruge hvid maling kreativt i boligen.

maling i hvid

Ægte Scandi-coolness: Hygge, lys og skarpe linjer

Hvis der er noget, vi her i Skandinavien er kendt for, så er det vores stilrene design. Med et koldt, mørkt klima er vi blevet mestre i at gøre vores hjem til hyggelige, varme, indbydende små huler, vi kan søge tilflugt fra det hårde klima i – uden at gå på kompromis med stil og skarpt, moderne design. Og netop fordi vi sjældent har buldervarme sommerdage med masser af sollys, forstår vi også at udnytte de solstråler, vi trods alt har at gøre godt med.

Med hvid maling på væggene sørger du for, at de dyrebare solstråler, som skinner ind i dit hjem, virkelig får mulighed for at komme på arbejde. Store, hvide overflader er fantastiske til at fange naturligt lys og reflektere dem, så de lyser alt omkring dem op – akkurat som du kender det fra sne, hvis du nogensinde har været på en solbeskinnet skiferie. Maler du de rette vægge hvide, ser din bolig ti gange større og lysere ud, og der skal meget mere rod til, før du bliver visuelt overvældet.

Leg med materialer og teksturer i din indretning

Hvid er ikke bare hvid, når det kommer til indretning. Når du maler dine vægge, kan du sagtens blive kreativ ved f.eks. at male hjørnevægge forskellige nuancer af farven og derved give lokalet mere dybde. Du kan også bruge spændende teksturer i forskellige dele af hjemmet i for at lege med udtrykket. F.eks. kan du give entreen rustik hyttestemning ved at beklæde noget af væggene i hvide træbrædder.

Du kan også gøre hjemmet til en aktiv del af legen for eventuelle børn ved at give en væg whiteboard-maling, så de kan tegne på den – eller bruge det i køkkenet til at give dig selv et praktisk redskab til huskelister, opskrifter og andet.

Tager man det til ekstremer, kan et helt rum i hvide nuancer også klart stå stærkt som et statement: Køb hvid spraymaling og giv møblerne en omgang, smid skind i forskellige, lyse nuancer rundt omkring på sofaer, stole og som gulvtæpper – og invester i en interessant lysekrone, enten med klassiske krystaller eller i et mere moderne, mid-century-look.